Martin Clante: Ny direktør for Factor X Adman

Martin Clante: Ny direktør for Factor X Adman

Med sammenlægningen af Factor X og Adman har vi også rokeret rundt i posterne på bureauet.

Ny administrerende direktør for Factor X Adman er 51-årige Martin Clante, hidtil partner i Adman i København.

Her kommer et mini-interview med den nye direktør for det hele.

En fusion mellem et århusiansk og et københavnsk bureau. Hvorfor nu det?

MC: ”Det gav god mening på mange måder. Factor X havde mange kunder på Sjælland og manglede en base til at håndtere de lokale kunder. Samtidig var det sådan, at Adman (med kontor i København K) havde frie ressourcer. Begge bureauer ville gerne udvide og vokse, og her var chancen. Heldigvis var der gensidig god kemi og god kollegialitet lige fra starten, og det er den bedste basis at starte fra.”

Hvordan ser du forskellene mellem de to bureauer – og hvor er lighederne?

MC: ”Adman er mere vant til BtG og BtC end FX, som er et udpræget BtTB-bureau. Adman har også traditionelt haft mere fokus på at fortælle historier, hvor Factor X med sit BtTB-fokus nok har en mere strategisk funderet tilgang. Adman kan lidt mere det vilde, mens Factor X har stærke web- og strategiske kompetencer.

Hos Factor X har vi jo også Bo Westberg, som holder af at sælge og vedligeholde den gode relation til kunderne Og selv om vi alle har det sådan, er det jo en gave at finde en med Bos kvalifikationer, som er så god og dedikeret til netop det. Jeg for min del er vant til at holde styr på de indre linjer, så matchet er rigtig godt. Derfor skal der nu fuldt fokus på salg og på at få udnyttet ressourcerne optimalt på begge sider af sundet.”

… og hvor skal så vi hen?

MC: ”Alle snakker om vækst, og det er da også noget, vi gerne vil have – også fordi vi gerne vil konsolidere virksomheden. En af målsætningerne er at få nogle lidt yngre kræfter ind hen ad vejen og udvide bredden af bureauets kompetencer. Vi ønsker at skabe en virksomhed, hvor vi konstant udvikler os selv og i særdeleshed vores kunder, og skal vi udvikle os som virksomhed, skal vi have et større udsyn. Det kan blandt andet ske ved dels at frigøre ressourcer til at tænke nyt, dels ved at få impulser fra nye kolleger, både kreative, teknologiske og ikke mindst menneskelige. Vi skal have en organisation, der er på forkant med samtidens diskurs og oppe på beatet hele tiden. Vi synes jo, at vi har meget at give videre –- samtidig med at vi må sande, at de fleste af os er på vej til seniorstatus. Og selv om vi ser os selv som evigt unge og sætter hår og smører os ind i inciterende cremer, så rækker det jo nok ikke til evig tid…”

En altmuligmand med en velkendt stemme

Martin Clante fortæller, at han som 25-årig aldrig havde forestillet sig, at han skulle ende som direktør i reklamebranchen. Vejen har da også været både kroget og ualmindelig.

”Jeg blev først uddannet som finmekaniker, og mit mål dengang var at blive maskiningeniør. Eller, det vil sige, det var det egentlig slet ikke. Jeg ville være musiker, fik en international pladekontrakt og den slags, men det blev ved håbet om den store internationale karriere. Så blev jeg producer og lydtekniker og ad omveje hijacket til en kreativ daghøjskole på Østerbro, hvor jeg var leder for linjen for lyd- og studieteknik. Der underviste jeg i 6 år. I mellemtiden byggede jeg mit eget studie op, som jeg endte med at sælge, da jeg fik fornemmelsen af, at det var tid til at prøve noget helt nyt – stærkt tilskyndet af pladebranchens voldsomme afmatning i slutningen af 90’erne.”

Martin har i årevis været en meget benyttet speaker til tv-reklamespots og er i besiddelse af en af de mest velkendte speakerstemmer herhjemme – og det førte ham i armene på reklamebranchen.

I starten af det nye årtusinde hentede adm. direktør Michael Kastrupsen ham til Saatchi & Saatchi, hvor han begyndte som volontør og arbejdede sig op til en stilling som Kreativ Projektudvikler. I 2009 valgte han at gå sammen med resten af partnerne i Adman, hvor han har fungeret som partner, direktør, tekstmand, konceptudvikler og meget, meget andet.

”Jeg er praktiker af natur – og jeg har været så heldig, at jeg har kunnet lære af de bedste i branchen, hvor jeg end har været. Ringen er nu sluttet for mig: jeg er omgivet af nogle af branchens dygtigste folk i vores nyfusionerede bureau. Og ved skæbnens sammentræf tæller de blandt andet både min ældste ven og den første AD’er jeg sad over for hos Saatchi & Saatchi. Min rolle bliver fra nu af at få tingene til at spille optimalt, og det er jeg sikker på, at vi nok skal lykkes med.”

Relaterede posts